Zantio IT

Zantio IT i Fredericia, er et ungt, dynamisk og fremadstormende IT-firma, der siden deres start i 2015 har haft ambitionen om, at ville være områdets førende IT-virksomhed. De er godt på vej.

Opgaven ved Zantio, startede med det indtil nu korteste brief. "Vi ved ikke hvad vi vil have, men vi er til det klassiske og kan godt lide lamel-akustikpaneler".

Lokalerne var på ingen måde inspirerende, alt var hvidt på nær gulvet. Eneste "pynt" var en del el-kabelbakker på væggene.

Beslutningen blev at udfordre dem med både farvevalg og stilen.

Rummet med flest kabel-bakker, som de oprindeligt havde tænkt skulle bruges til korte møde ved et højbord, blev til en "Spansk hytte" med bindingsværk på væggene. Bindingsværket består af de mange kabel-bakker der fik påklæbet specielle "designfolier", der til en forveksling ligner og føles som træ. Det samme skete med vinduesrammerne samt indersiden af døren. Derefter blev "hytten" møbleret med genbrugsfund, til en samlet værdi af 1500,-. De hvide akustiklofter blev udskiftet med nye og indfarvede, så de passer til væggenes farve. 4 stole fra Ikea og 2 lamper, der blev patineret og "hytten" der nu hedder "Spanien" var klar og deres ønske om noget "klassisk" blev opfyldt.

Det egentlige mødelokale, blev skabt som en hyggelig stue, hvor en speciel lampe over mødebordet, giver rummet kant. Det samme gør billederne på væggen, der alle er skabt ved hjælp af kunstig intelligens.

Et lokale der hovedsagligt skulle bruges til at slappe af og hygge sig i, blev til "Loungen". Alle væggene blev malet mat sort og der kom nye sorte akustiklofter og i dette rum, fik de deres "akustik-lameller". 2 store sofaer i grønt fløjl, indbygget fadølsanlæg i lammelvæggen, messing-skibslamper, mørkt sildebensparketgulv og specielle træfolier i samme nuance på vinduer og indersiden af døren, hjælper med til at fuldende hyggen.

Kantinen blev til Café Zantio og de hvidmalede og lidt tavelige toiletter, er ikke længere hvide.


Teglgårdsvej 32 5500 Middelfart +45 20 43 53 83 info@creazion.dk