Zantio IT indretning del 2

Zantio IT var i sin tid den opgave, hvor jeg fik det korteste brief nogensinde – og det formåede de faktisk at overgå, da de knap to år senere bad mig indrette deres udvidelse. Denne gang lød briefet ganske enkelt:
"Du gi’r den bare gas, Bo!"

Simon Buhl Jensen grundlagde Zantio IT i 2015 med ambitionen om at gøre IT enkelt, overskueligt – og give kunderne ro i maven. Ikke bare gennem solide kompetencer, men også med en filosofi om at levere lidt mere, end man forventer. Målet var at blive områdets førende full-service IT-hus. Det mål er for længst nået – og nok hurtigere, end de selv havde forestillet sig.

Faktisk gik det så hurtigt, at pladsen i de nyindrettede lokaler blev for trang, kort tid efter de var flyttet ind.
Både de – og jeg – havde det lidt ambivalent med tanken om at skulle opgive lokaler, vi lige havde brugt tid og energi på at gøre helt rigtige. Heldigvis lykkedes det at overtale naboen på den modsatte side af hoveddøren til at flytte til en anden bygning – og Zantio kunne dermed udvide uden at rykke teltpælene op.

De nye lokaler var som en spejling af de gamle – bare uden sjæl.
Indretningen var klassisk “laveste fællesnævner”: Alt var naturligvis hvidt – undtagen gulvet, der selvfølgelig var sort. Ved ankomsten mødte man desuden en lidt ulogisk planløsning med skæve vinkler, døre og korridorer, som hverken bød velkommen eller fungerede optimalt i hverdagen.

 

En ny helhed – med varme, form og flow

Der var et klart ønske om at skabe et egentligt ankomstområde med receptionsdisk og venteplads – og samtidig forbinde og forene de “gamle” og nye lokaler til én samlet helhed.

Det lille rum, man tidligere trådte ind i, hvor man måtte vælge mellem døren til højre (Zantio) og døren til venstre (de tidligere lejere), blev forvandlet til en del af det nye ankomstområde. Ved at fjerne hele den venstre væg blev der åbnet op – og rummet kunne nu rumme både reception og venteområde.

Den højre væg og endevæggen blev beklædt med lameller i røget eg, og hjørnet blev afrundet, så man som gæst ledes blødt og naturligt videre til venstre – mod receptionsdisken. Den afrundede form giver en overraskende og imødekommende oplevelse allerede ved ankomsten.

Receptionsdisken er, ligesom væggen, beklædt med trælameller – her i en lys eg, som kontrasterer de mørke. Den afrundede disk omfavner det tidligere garderoberum, som nu er blevet en integreret del af indretningen. Garderoben findes stadig, men i en helt ny form – den bølger sig gennem den smalle gang og gør passagen til en oplevelse i sig selv. Ud over plads til overtøj rummer den også skjulte skabe og skuffer, der udnytter pladsen optimalt.

Fra gangen er der kig ind i det store kontorområde, hvor teknikerne arbejder – og blikket fanges straks af den specialdesignede bænk på endevæggen med det markante ur, der slår tiden an.

Langs højre side ligger fire døre:
– til Simons og COO’ens personligt indrettede kontorer
– til et “flyverkontor” i maritimt tema
– og til Zantios største mødelokale, længst nede.

På den modsatte side af mødelokalet finder man “Formel Zantio”-lokalet – naturligvis udstyret med en Formel 1-simulator. For selvfølgelig er der også plads til leg hos Zantio.

 

Et mødelokale med mere end man forventer

Mødelokalet hos Zantio er lidt af et kapitel for sig. Der var brug for et stort bord – ét, der kunne rumme hele bestyrelsen og bruges til større møder. Dertil naturligvis den obligatoriske storskærm og en whiteboardtavle.

Men hverken storskærme eller whiteboards pynter som bekendt i et rum, hvor æstetik og identitet også skal spille med. Derfor blev det (igen) en Samsung The Frame-skærm, og som erstatning for whiteboardtavlen: min egen opfindelse, et såkaldt Artboard.

The Frame fungerer som en elegant billedramme, når skærmen ikke er i brug, og integreres dermed som en del af indretningen i stedet for at dominere rummet som en sort firkant.

Artboardet er allerede et billede i sig selv – skabt specifikt til Zantio – printet på bagsiden af en hærdet glasplade, så man kan skrive direkte på fronten. Bag printet ligger en tynd stålplade, hvilket betyder, at man også kan bruge magneter. Praktisk – og visuelt langt mere helstøbt end et klassisk whiteboard.

Det store mødebord blev... stort. Men endnu vigtigere: tungt. Jeg valgte at fremstille det i en 10 mm tyk pulverlakeret stålplade. Bordpladen er afrundet i den ene ende og ombukket i den anden, så der opstår et integreret ben. I den runde ende bæres pladen af en cylinder beklædt med trælameller.

I selve stålbordet er Zantios payoff – "More than you expect." – udskåret. Punktummet er gjort en anelse større og fungerer som en diskret kabelgennemføring til opladning og strøm. I bordets stålben er Zantios logo udskåret som en grafisk detalje.

Bordet vejer omtrent 500 kg, så skulle Zantio en dag flytte i endnu større lokaler, er det ikke sikkert, bordet flytter med...

 

Stjernehimmel og stearinlys

Endnu et bord med Zantios payoff – “More than you expect.” – finder man i venteområdet ved receptionen. Det vejer kun en brøkdel af mødebordet, men har stadig både tyngde og karakter.

Ud over payoffet er bordet forsynet med en række udskårne huller i to forskellige størrelser. Hullernes placering danner et lille udsnit af stjernehimlen, præcis som den så ud over Fredericia den dag i 2015, hvor Simon grundlagde Zantio.

De største huller er udformet, så der kan placeres en lysmanchet og et stearinlys i dem – de mindste passer til et lille reagensglas med en blomst eller to. En poetisk og personlig detalje i et rum, hvor førstehåndsindtrykket tæller.


Teglgårdsvej 32 5500 Middelfart +45 20 43 53 83 info@creazion.dk