Toiletbesøg = en positiv oplevelse..?

Efter at Creazion havde renoveret baren på Sinatur Hotel og Konference Gl. Avernæs på Fyn, blev vi spurgt, om vi også ville se på, hvad der var muligt i forhold til 6 små toiletter. 

De 6 toiletter ligger alle i forbindelse med et konferencelokale.

Opgaven lød på, om det i forbindelse med en renovering af toiletterne, samtidigt ville være muligt at gøre det til en (positiv) oplevelse, når man skulle "træde af på naturens vegne"?

 

Her skulle begrebet indretningsdesign op i et højt gear og netop "Naturen" blev løsningen. Det hedder jo heller ikke Sinatur (sig natur) for ingenting.

Vi besluttede at opgradere de 6 toiletter ved at "nedgradere" dem til ikke svenske men "norske udedas". Hotellets direktør er oprindelig nordmand :-)

Nu går man ind (ud..?) på et toilet, med brædder på væggene, et specialbygget toiletmøbel bukket af én tyk jernplade, hvorpå der står en udhulet sten som vask og der hænger et slidt spejl.

Det berøringsfrie armatur er genbrug fra det gamle toilet, det samme er selve toilettet.

Toiletmøblet har fået en specialbehandling, så det fremstår råt og patineret. Det samme er tilfældet med både radiatoren og servietdispenseren, uden at det har indflydelse på rengøringen af disse.

Brædderne på væggene er alle beklædt med antibakterielle træfolier, så de uden problemer kan rengøres. Det havde været meget nemmere at anvende rigtige brædder, men det ville have besværliggjort den daglige vedligeholdelse. 

Kigger man op mod loftet, vil man opleve at se op i trækronen på et træ. Derudover starter fuglene med at synge, straks man gør sin entré på toilettet.

Der er på de fleste af toiletterne 2 meget store rør, der sørger for udluftningen af konferencelokalet, som ligger op ad toilettet. Disse er nu pakket ind i nye rør, som er beklædt med træfolie, så de fremstår som "træstammer". Dette blev en meget anderledes opgave indenfor indretningsdesign, og ud fra gæsternes positive tilbagemeldinger, også en meget effektfuld.