I forbindelse med indvielsen af Zantios nye lokaler blev jeg, af en af deres kunder, spurgt om jeg ville hjælpe med indretningen af FAVNA’s kommende dyrehospital, som på det tidspunkt stadig var under opførelse. Her førte løsningen på én spændende opgave til en ny og spændende.
Arkitekturen på det nye dyrehospital var og er enkel og flot, men sammen med ejeren blev vi enige om at tilføje farver og organiske former indendørs, for at gøre udtrykket mere imødekommende og mindre “hospital”.
Reception og reol
En receptionsdisk var allerede under opbygning, men ved at montere valsede stålplader i organiske former udenpå den eksisterende konstruktion, skabte vi en ny, svungen front og bevarede samtidig 90 % af den oprindelige disk.
Overfor disken blev der fremstillet en stor butikreol til foder og tilbehør.
Reoler fra det gamle hospital kunne egentlig bruges, men deres udtryk passede ikke ind i det nye visuelle univers.
Derfor erstattede vi to sektioner med specialfremstillede stålelementer, der matchede diskens udtryk
Ventelokale og grønne zoner
For at skabe ro og tryghed mellem flere hunde i lokalet, designede jeg to store plantekummer i stål, der danner naturlige, adskilte siddezoner. Alle stålelementer – disk, reoler og plantekummer – blev behandlet med en speciel bronzemaling, som oxiderede og gav stålet et eksklusivt udtryk.
Katteområde med egen stemning
Fordi katte og hunde sjældent er de bedste venner, er der hos FAVNA også et særligt venteområde kun for katte.
Her er de organiske former videreført i en svungen stålbænk, som matcher receptionens udtryk. Bænken har et indbygget rundt hul med plads til en stor urtepotte – så kattene også får lidt grønt ind i rummet.
Overfor bænken hænger en kreativ billedecollage med forskellige kattemotiver – alle genereret ved hjælp af kunstig intelligens.
Konsultationsrum og speciallavede detaljer
Der er ét konsultationsrum til katte og tre til hunde. I alle rum er væggen bag inventaret malet i samme nuance som låger og døre, så kontraster minimeres og rummet virker mere harmonisk. Hver konsultation har en stor illustration – henholdsvis en kat og tre hunde – udført i sort-grå streg, og en integreret bænk med akustik-trælameller. Flere af de fine detaljer – topplader, bænke og siddeplader – er i øvrigt bygget af ejeren selv, Simon Vølund, hvilket fortjener stor respekt. Det var bestemt ikke nogen nem opgave.
Visuel afskærmning og signalværdi
Alle døre ind til behandlingsrummene er med glaspartier, for at undgå lukkede, kompakte rum og for at få naturligt lys ind.
Udfordringen er dog, at dyrene kan blive påvirkede, når andre dyr passerer ude på gangen.
Derfor fik alle glasdøre specialdesignet folie, som dækker den nederste del – nok til at skabe ro, men uden at blokere lyset.
Folien er inspireret af FAVNA’s hjertelogo og består af stiliserede dyrehoveder.
Hver dør har sin egen farve og motiv – fx en grøn hund – så det også bliver lettere at henvise patienter fra receptionen.
Venteområder og operationsstuer
I gangarealet mellem konsultationsrummene er der lavet to indbyggede nicher med bænke.
Over dem hænger et stort og farverigt billede af henholdsvis en kat og en hund – med masser af liv og karakter.
De to operationsstuers nærmest usynlige glasskydedøre, har fået grafisk dekoration i tråd med hjertelogoets stiliserede motiver.
Det fungerer både som sikkerhedsmarkering og æstetisk udsmykning.